De nyere iPads (med cell) fra Apple har et indbygget simkort - et såkaldt "Embedded Apple Sim" eller et decideret Apple Sim Card, der sidder i sim-trayet på ipad'en - afhængig af model. Det kan også købes som tilbehør hos Apple.
Min ipad er en type med Embedded Apple Sim, som jeg godt havde hørt om i Apples præsentationer uden helt at vide hvad det var. Inden US-turen begyndte jeg så at undersøge lidt mere og det viser sig, at det er en form for virtuelt simkort, hvor man så kan købe et dataabonnement når man er på destinationen istedet for at skulle ud og købe lokalt simkort (hvis man altså ikke har en udbyder, der giver billig data).
Fandt også ud af, at man ikke kan købe hjemmefra - det skal være på destinationen.

Så undervejs fra lufthavnen mod byen, var det frem med ipaden, ind under mobil og trykke på "tilføj udbyder" - herefter dukker en liste op, man kan vælge fra. Jeg valgte T-mobile, og kunne så vælge mellem forskellige pakker. Den mest attraktive var 5 GB for 10 USD, så ind med kreditkortoplysninger, udfylde lidt oplysninger og vente et par minutter og vupti, så var der 4G/LTE speed på ipaden - uden at skulle jagte butikker, vise legitimation osv. Det var altså nemt - og smart. Abonnementet virker kun i USA og er tidsbegrænset - og kan optankes, hvis der bliver behov for det. Herudover bliver der hver måned til end of life fyldt 200 mb gratis på.

Da jeg meget af tiden under turen havde min taske enten på mig eller ved mig, kunne jeg bruge ipad'en som hotspot (internetdeling) og så havde både laptop og telefon også hurtigt internet.

Det er brugbar teknologi!

Ivan Baadsgaard - lidt af hvert fra mit liv